- 999 (Registered)
-
(0 Reviews)
Opløsninger
Indledning
Overskrifterne for dette modul er:
- Opløsning af kemisk forbindelse
- Mættet opløsning
- Stofmængdekoncentration
- Aktuel og formel koncentration
Opløsning af kemisk forbindelse
En opløsning er en blanding, hvor en kemisk forbindelse (opløst stof) er opløst i en væske (opløsningsmiddel). Når en kemisk forbindelse opløses i en væske, interagerer molekylerne i den kemiske forbindelse med molekylerne i væsken ved at danne intermolekylære bindinger. Der kan dannes dipol-dipol-bindinger mellem polære molekyler, hydrogenbindinger mellem et positivt ladet hydrogenatom og et negativt ladet atom, eller London-bindinger mellem upolære molekyler. Polære forbindelser er tilbøjelige til at opløses i polære væsker på grund af dipol-dipol-bindinger, mens upolære forbindelser har lettere ved at opløses i upolære væsker.
ØVELSE: OPLØSNING AF KEMISK FORBINDELSE
Mættet opløsning
Der er tre forskellige typer af opløsninger, afhængigt af mængden af stof, der er opløst i opløsningsmidlet: umættet, mættet og overmættet. En umættet opløsning er en opløsning, der indeholder mindre opløst stof, end der maksimalt kan opløses i opløsningsmidlet ved den aktuelle temperatur. Det betyder, at der kan opløses mere stof i opløsningsmidlet, hvis der tilføjes mere stof. En mættet opløsning er en opløsning, der indeholder den maksimale mængde opløst stof, som der kan opløses i opløsningsmidlet ved den aktuelle temperatur. En overmættet opløsning er en opløsning, der indeholder mere opløst stof, end der reelt set burde kunne opløses i opløsningsmidlet ved den aktuelle temperatur. Opløsning af et stof i en overmættet opløsning opfattes som en ustabil tilstand og over tid vil opløst stof fælde ud af opløsningen indtil mætningsgraden af opløsningen når et niveau, hvor opløsningen kun er mættet.
Stofmængdekoncentration
Stofmængdekoncentration angiver mængden af et opløst stof i en opløsning. Stofmængdekoncentrationen angiver, hvor mange mol opløst stof, der er opløst i en bestemt mængde opløsningsmiddel. Formlen til at bestemme stofmængdekoncentrationen er:
$$ c = \frac{n}{V} $$
hvor c er stofmængdekoncentrationen, n er stofmængden af opløst stof (mol), og V er volumen af opløsningsmiddel (L).
ØVELSE: STOFMÆNGDEKONCENTRATION
Aktuel og formel koncentration
Ved stofmængdekoncentration skelnes der mellem aktuel og formel stofmængdekoncentration. Den formelle stofmængdekoncentration angiver, hvor mange mol af en kemisk forbindelse, der er opløst i en bestemt mængde opløsningsmiddel. Den aktuelle stofmængdekoncentration er en størrelse, der angiver mængden af en specifik type partikler i en opløsning, når en forbindelse er gået i opløsning.
Som et eksempel kan man tage natriumchlorid (NaCl) opløst i vand. Når NaCl opløses i vand, dissocierer det til natriumioner (Na+) og chloridioner (Cl–). Den formelle stofmængdekoncentration af NaCl vil være mængden af NaCl, der er opløst i vandet. Den aktuelle stofmængdekoncentration af NaCl vil være nul, da der ikke er nogle NaCl-partikler i opløsningen. Den aktuelle stofmængdekoncentration af natriumioner (Na+) vil til gengæld være den samme som den formelle stofmængdekoncentration af NaCl.
ØVELSE: AKTUEL OG FORMEL KONCENTRATION
Opsamling
Dette modul har givet dig en introduktion til opløsninger. Ved gennemgang af dette modul har du fået en forståelse for:
- Hvad er opløsninger?
- Stofmængdekoncentration